torsdag den 30. juni 2016

Sidste dag!

På flere måder - i morgen er nemlig sidste dag inden sommerferie, og samtidig Johans sidste dag i lillegruppe i vuggestuen, han skal rykke på rød etage og er nu sammen med de 2-3 årige på stue og nabostuen er børn på 4 år - hallo så blev man lige en stor dreng!! Da han også har fødselsdag i ferien får han frugt og godteposer med til hele stuen, det skulle være nemt i år - og man får altså ikke mig til at stå og skære et piratskib eller lignende ud i frugt, men en delfin kan jeg klare... Selvom det er fedt når nogle laver det, så er jeg altså mor-light på det område, haha! I poserne jeg har lavet er der frugtstang, ostehaps og lidt rosiner i - så kan de vælge hvad de vil de kære små. Johan kan kun selv lide ostehapsen og nogle gange frugtstangen, så tænker der også er andre kræsne typer! Har også købt en æske chokolade til hans pædagoger og skrevet et kort - de vil blive savnet, men ved at dem på etagen under er mindst lige så søde, og han ser jo "de gamle" på legepladsen i ny og næ og hvis de afleveres tidligt, så ikke helt et farvel heldigvis :-)
Det bliver en skøn dag i morgen - sommerferie i vente og sommerafslutningsfest på arbejdet, glæder mig!



onsdag den 29. juni 2016

Føtexfund!

Blev lige lokket i fælden i Føtex sådan en onsdag aften hvor der skal købes lidt ind, men udsalgsstativerne bugnede med gode fund, så jeg købte lidt nyt til mig selv:



tirsdag den 28. juni 2016

Arbejd', arbejd'!

Ugen snegler sig afsted, sidste uge inden ferie - og den står på planlægning til den store guldmedalje med møder, årsplaner der skal udføres, materialer der skal findes - oh the sweet skolelærerliv, not!
Heldigvis kan man gøre sig det lidt behageligt - jeg invaderede en af de få sofaer vi har og klarede dagen i selskab med litervis af kaffe og en kold cola over middag...
Åh det skal snart blive fredag - vi slutter skoleåret af med et brag af en fest med både slushice-maskine og karaoke anlæg, haha!

mandag den 27. juni 2016

Mandag a la fredag!

Hurra for at gøre en helt almindelig mandag lidt weekendagtig med lidt snacks, rødvin og så har vi set Klovn Forever, hyggeligt!

søndag den 26. juni 2016

Til 4 års fødselsdag!

Vi skal fejre Cecilie, som bliver 4 år i dag. En snart stor pige, hold fast tiden går stærkt! Der er købt et spil med Hr. Skæg fra Ramasjang og to Lotte-bøger, håber jeg hun kan li' - det er svært at købe gaver til den alder synes jeg, man er ved at være lidt for stor til noget legetøj, men er samtidig bare et lille barn.. Måske skulle vi have købt noget med "Frost" i stedet,men jeg nægter, haha!
Er sikker på det bliver en hyggelig dag med alt hvad der hører sig til, og se lige den fine "is" vi fik som indbydelse :-)


lørdag den 25. juni 2016

Hyggelig eftermiddag!

Vi har sendt farmand til grill og øl halløj hos en kammerat - og Johan og jeg tog en tur i Toysrus og kigge på idéer til fødselsdagsønsker og lege lidt med LEGO og diverse. Bagefter havde jeg lovet ham is - så en tur på den gyldne måge og få en sundae-is og iskaffe til mutti. Vi fik også brændt krudt af i legerummet og vi mødte sørme Johans gode veninde Emily fra vuggestuen, det er så kært at de genlyder hinanden og siger hej.
Så hyggelig eftermiddag, bare ham og mig!






fredag den 24. juni 2016

Sidste skoledag!

Jeg er fuldstændig smadret ovenpå en dag med run på, sidste skoledag står på min arbejdsplads på rundbolddag og udklædning, og selvfølgelig skulle min kollega og jeg være 70'er lærere i år, når vores klasse havde klædt sig ud som børnehavebørn. Det var ret sjovt, og vi tvang vores 7. klasse til at se børnetime a la 70'erne imens vi spiste fælles morgenmad i klassen, og bagefter sang vi kattejammerrock med guitarspil til og det hele, de hadede os lidt, og resten af dagen var vi pinlige med masser af hippie-klicheer under kampene. I ved "det gælder ikke om at vinde, men om at være med" og sang protestsange på sidelinjen, haha!
Men en god dag med sjov og spas og hele skolen fik is inden vi sendte dem på ferie kl 14! Og så var det ellers også vare hjem selv, weekenden er tiltrængt ovenpå en travl uge.. Pyh! Én uge tilbage - så har JEG sommerferie. Peace out! :-)

torsdag den 23. juni 2016

Sankt Hans!

Så blev søsterens hue fejret og min mors fødselsdag ligeså med grill, de fineste små kager, og vejret klarede op så vi kunne tænde Sankt Hans bål med både hekseafbrænding og skolenotaterne røg også i ilden og blev futtet af. Hyggeligste Sankt Hans!




Omsorgsdag!

Har haft ekstra tid til at hygge med bassen i dag - vi smuttede en tur på Sædding Bibliotek, da det regnede. Fuld fart på legen, det var sagen! Nu skal vi snart ud af døren, den står på havefest med bål, grillmad og hygge hos mine forældre, det er da en skøn dag :-)





onsdag den 22. juni 2016

Student 2016!

I dag blev min lillesøster student og vi stod klar med hue, blomster, champagne og flag da hun kom ud og gaver skal der jo til! Jeg havde udover fine blomster købt et krus til hende fra Liebe og en hæklet ugle med studenterhue, som hun blev glad for. Vi fik skålet og spist lækker kransekage, som jeg havde medbragt - og i morgen skal vi til studentergilde/Sankt Hans/min mors fødselsdag, i deres have i telt - sååå håber lige vejret holder sig nogenlunde tørt ;-)
Tillykke til min søde søster!





tirsdag den 21. juni 2016

Små glæder!

Det er nogle gange de små ting som varmer - fx når svigermor sætter sådan en fin sag her foran vores hoveddør!

Dårlig timing!

Syg.. Igen! Jeg er influenza ramt siden i går, og det kunne bare ikke være en dårligere timing!! Skulle have mit hold til eksamens i dag, men da jeg jo var syg i går besluttede jeg sammen med min leder og kollega, at hun tager mit hold op i dag, jeg kan ikke byde dem at komme syg og smitte alle, og jeg ville nok ikke yde en god nok tilstedeværelse ift. at kunne bedømme dem ordentligt. Øv hvor er jeg træt af det, og samvittigheden nager selvom jeg jo ikke kan lave om på jeg er syg! Så plejer mig selv med nedenstående i rigelige mængder, for i morgen bliver min søster student og det vil jeg bare være frisk til! Øv med øv på er det!

mandag den 20. juni 2016

EBay fund!

Har købt lidt sommerligt til mig selv på det seneste: en kimono købt på eBay til sølle 35kr. Så kan sommeren komme an!

søndag den 19. juni 2016

Polterabend!

I går stod den på polterabend for er min gymnasieveninde, og det var bare sådan en god dag! Jeg stod for udklædning a la tropisk ø og var også lige sådan en klaphat at glemme det, så måtte hjem igen og hente det og nåede lige tilbage så jeg kunne nå at være med til surprisen - typisk mig!
Det var en dag med lækker mad, mange øl og shots og aktiviteter på programmet, wellness med fodbad og massage, racerbane kørsel hvor det kun rakte til en 4. plads til mig (konkurrence-mennesket i mig var skuffet, haha!) og så ellers tilbage og grille burgere, drikke lidt mere og forskellige lege inden den stod på drinks i byen. Jeg var SÅ træt og smadret da jeg lå i min seng ved 2tiden, og hurra for at sove til kl 9, luksusforhold med en dreng der vågner kl 6.30 normalt ;-)
Bare en dejlig dag i går, håber jeg også den kommende brud synes!






fredag den 17. juni 2016

Fredagskage!

Endelig weekend - jeg har været igang på arbejdet med at gøre klar til fysik-eksamen på mandag/tirsdag og en masse andet praktisk med udklædning til sidste skoledag næste uge, sommerferie for lærere om to uger, tæller ned!! Jeg kunne også få afspadseret lidt så kl 13.30 var jeg på vej hjem - dejligt at hente Johan tidligere end beregnet, hjem og lege i haven imens jeg ordnede lidt ukrudt og ellers tulle lidt rundt, vi cyklede til den lille købmand hvor Johan fik lov at vælge en lille pose vingummi og der blev købt ind til lasagne til aftensmad og så nåede jeg også at bage banan/chokolade muffins. Så sådan en står den på nu og lidt fodbold EM i tv. Skønt med weekend!

mandag den 13. juni 2016

På biblioteket!

Jeg har fridag med Johan herhjemme, og lidt regnvejr skulle ikke forhindre os i lidt aktivt - så vi tog på biblioteket og havde det helt for os selv. Der blev leget med biler med mere, vi spise medbragte pizzasnegle og fandt nogle bøger at låne med hjem. Resten af dagen har stået på hjemlig hygge, leg, indkøb og har fået bagt lidt til fryseren. Så mandag blev en helt ok dag at starte ugen på, skønt!





søndag den 12. juni 2016

Istid!

Jeg har købt sådan nogle is-dimser i Tiger butikken, så der skulle prøves kræfter med hjemmelavet banan/kakao is, som bare er blendede bananer og kakaopulver. De blev fine i konsistensen og er jo også nogenlunde sunde - tror også der skal eksperimenteres med andre smage sommeren over!

Klar til fryser!

Et styks færdig is..

Prøvesmagt og godkendt!

lørdag den 11. juni 2016

Til fødselsdag!

Johan har været smart i tøjet i dag - da vi har været til fødselsdag hos svigerinde og familie. Lækker brunch, kaffe, kage og hyggen udendørs på programmet. Dejligt med familietid!

fredag den 10. juni 2016

Fredagsfornøjelser!

Vi har været ude ved nogle venner til aften og grille, drikke rødvin og spise hjemmelavede vaffel-is med både flødeboller og guf, mums det var lækkert! Og børn og voksne hyggede i et væk med leg i haven, trampolinspring og gang i gaden, når vi er samlet er der fire små piger og så Johan som eneste dreng i hønsegården, og så må man jo være med til prinsesse-udklædning og være "far" der er på arbejde i deres leg, skønt når de bare leger og det varmer mit hjerte at Johan er fuldstændig ligeglad med om den står på fodbold, prinsesse-tamtam eller hvad de finder på!

Med på bølgen!

Det skulle være så sundt det der ingefær-shot - så nu har manden lavet en portion til os, håber den evigt snottede næse pga skøn pollenallergi kan hjælpes lidt på vej af alt det sundhed på flaske. Så sådan et morgenshot står den på de næste par dage ;-)
Den fine flaske er indkøbt til lejligheden, fra Tiger til en tyver!

onsdag den 8. juni 2016

Grønt i hjemmet!

Lidt nye tilføjelser herhjemme, grønt er godt! Og så er det meget nemmere at holde den slags - jeg har endnu ikke slået dem ihjel ihvertfald ;-)