fredag den 31. juli 2015

Ribe Dyrskue!

Der er blevet set på store heste, køer og traktorer i dag - vi har nemlig været til dyreskue i Ribe med en veninde og hendes to tøser. Ja, og resten af områdets børnefamilier. Der var mange mennesker! Men vi fik set lidt af hvert, Johan prøvede at sidde på en sej veteran-traktor og vi fik en lækker is hos en stand med ting fra et lille gårdmejeri. Så lækkert! En rigtig hyggelig dag, og klart de 60krs entre værd. Det skal vi helt sikkert igen næste år!




torsdag den 30. juli 2015

Frokosthygge!

Idag har vi spist frokost på Jensen's bøfhus med min svigerinde og hendes yngste datter. Der blev spist nuggets, pasta og lavet bobler i mælken, Johan synes det var en fest! Hans kusine fik også gaver, da hun havde fødselsdag dagen efter ham - men hun var på ferie på hendes fødselsdag. Så først i dag har vi fået fejret søde Clara, som er fyldt hele 6 år!! Snart skolepige der ønsker sig Barbie, og det fik hun - så længe de kære børn ønsker sig legetøj, så skal de bare have det. Johan er helt vild med hende og de lavede en masse spas med hinanden da vi var inde og kigge i butikker bagefter, det smeltede altså mit hjerte at se dem hygge sig og skraldgrine!






onsdag den 29. juli 2015

Gyngetur!

Vejret har da godt nok været omskifteligt de sidste par dage - og meget regnfuld! I går måtte vi en tur på biblioteket og lege imens det stod ned. Vi sluttede dagen af med et hurtigt smut på yndlings legepladsen, inden det igen begyndte at regne og vi drog hjem. Ja og så stod den altså på en omgang hjemmebag og film i sofaen i aftes, det føltes næsten som efterår. I dag er det igen omskifteligt, regn/sol/regn - så ikke nemt at finde på noget at lave!

tirsdag den 28. juli 2015

Køkken!

Jeg elsker vores køkken! Så er det sagt - og det var også det rum der "solgte" huset til mig, et skønt rum hvor man rigtig kan opholde sig og være sammen. Selve køkkenet er fra Ikea, som vi også havde i lejligheden. Og har været rigtig glade for i øvrigt! Og så er jeg glad for at de forrige ejere, som har sat det op, har valgt en stil der passer til huset, der jo er fra 30'erne. Hold op det ville være synd med et sort højglans med spots og uden greb! I forbindelse med køkkenet, ligger stuen med franske døre ind til - OG vi har brændeovn, som jeg glæder mig til skal sprede hygge i efterår og vinteren. Lidt glimt fra køkkenet:





Størrelse 86!

Så har husets yngste igen fået ny garderobe. For hold nu op det er ikke så lidt han vokser derudaf! Har fundet lidt på det sidste.. Og så gik nogle af fødselsdagspengene til lidt i h&m - han bliver en smart lille fyr i nyt tøj! Str. 74/80 som han har været i det sidste stykke tid er sorteret, noget er røget til genbrug og noget arver grandfætteren, der er en måned yngre. Jeg gemmer faktisk kun det allerbedste, tøj bliver slidt når de går i vuggestue. Og når man køber det billigt gør det ikke så meget at det ryger videre..

mandag den 27. juli 2015

Anna & Lotte!

Johan og jeg har været med min mor ude og drikke en kop kaffe i dag og vi var også i Babyhome hvor Anna og Lotte kom med hjem. Johan har Fie og Buller i forvejen, købt på genbrug - de kan slet ikke fåes mere, så lidt af et kup til en 20'er stykket! Nu er samlingen komplet og klar til leg, Johan elsker at se Fredagsbio på iPaden og de nye dukker blev rigtig elsket i dag. Først under en lille lur i mormors bil og så i selskab med dem i levende live på skærmen. Tror han er fan!!



søndag den 26. juli 2015

Søndagslækkerier!

Det er sidste fælles feriedag herhjemme. Jeg har heldigvis lige en uge tilbage! Dagen er brugt på caféhygge med dejlige veninder for mit vedkommende - imens de to mænd hyggede hjemme. Og så har vi sluttet ferien af med en omgang flæskesteg med det hele, kokkereret af manden i huset. Mums! Vi slutter lige af med nybagt brownie og jordbær fra haven, i selskab med sidste etape af Tour de France. Sikke et skønt punktum!


fredag den 24. juli 2015

Grøn Koncert!

Vi var afsted i går.. uden Johan, der hyggede hos mormor og morfar, imens vi også råhyggede os! Fantastisk dag i selskab med gode venner, kolde øl, solskin og ikke mindst dagens vigtigste ingrediens: musik! Favoritten var klart Magtens Korridorer, det var en virkelig god koncert; stemning i top med ølkast, hoppende publikum og masser af skrål med! I dag er vi sgu lidt møre, så junk har den stået på til frokost og så håber jeg at kunne nappe en lur når mindstemanden skal sove til middag.. Zzz!


tirsdag den 21. juli 2015

Friske krydderurter!

Synes altid det pynter og dufter så fint i køkkenet med fx. en krukke med basilikum, og nu har jeg sået purløg og persille i haven, som jeg venter på vokser op! Faldt over de små tavler den anden dag i Søstrene Grene - de måtte da med hjem og pynte i krukken og udenfor, så jeg kan huske hvor de blev sået!


Ting fra Tiger!

Da vi var i Ribe var jeg lige en hurtig runde i det farverige Tiger-univers og lure lidt. Sørme om ikke lidt blev nød til blive købt. Lokket bliver man altid! Glæder mig til at prøve kaffen til stempelkande, jeg havde faktisk læst godt om den i er boligblad for nyligt!



mandag den 20. juli 2015

På biblioteket!

Vi havde en tid til 1års undersøgelse og vaccination kl 10.15 i dag, så Johan og jeg trillede afsted og fik det fikset - det klarede han så fint, et hyl og så var det overstået. Overskud til at smile og vinke farvel til lægen bagefter! Så trillede vi ned i Fætter BR og købte en lille ting, efterhånden en tradition efter lægebesøg, haha! Vi nåede også lige at drikke en kop kaffe med min mutti på Café Guldægget inden vi drog videre på biblioteket for at lege og låne lidt bøger og blade. Han er helt tosset med at lege dernede, så han skal bare derned alt det han lyster!! Vaccinesløjhed var der ikke noget af, så nu venter vi bare på hvordan det ser ud i aften..




På tur til Ribe!

I går formiddags kørte hele den lille familie en tur til smukke Ribe. Jeg har altid været vild med den by, så charmerende med de gamle huse og gader - og ikke mindst Domkirken. Vi gik en tur rundt, var inde i kirken og fik set ænder og svaner. Dejligt at lege turist i eget område!




søndag den 19. juli 2015

Flammen!

Vi har været med Johans mormor og morfar en tur på Flammen og spise lækkert mad her i aften. Det er noget vi kan li'! Johan fik sin egen portion mad fra buffeten, børn under fire år spiser gratis da de jo ikke spiser så meget, men synes nu han spiste en god portion. Prøvede lidt af hvert af nuggets, pasta, kartofler, grønt og sådan. Og han synes det var vældig spændende at kigge og prøve at charme andre gæster. Det er virkelig dejligt at kunne have ham med ude, hvor han også nyder det og bare hygger sig!


lørdag den 18. juli 2015

Badetøj!

Vi skal til Kreta med hele svigerfamilien næste sommer - så når man falder over et godt tilbud på badetøj må man slå til! Op til 70% på Småfolk i Babysam. Så et sæt uv-badetøj med fine æbler er nu købt i str. 2 år. Vi glæder os allerede til sol, pool og All inclusive i juli næste år! Hjelmen måtte også med, den er god under cykelhjelmen når man skal i vugger, og sat ned til 40kr fra 170kr var der ikke meget at rafle om. Småfolk er lækkert men utroligt dyrt, min indre jydekrejler køber kun på tilbud eller brugt!! Også til mig selv er der købt badetøj, en tankini i stedet for bikini, det har jeg det lidt bedre i ;-). Fandt en fin en hos Bonaparte til 60kr pr del, billigt!


fredag den 17. juli 2015

En plads i solen!

En fin foldemadras a la patchwork er flyttet ind på terrassen, der passer perfekt på solbænken på terrassen! Her skal vi nyde sommerens stråler og is i lange baner :-)
Ja spotvarer i Netto - I love it!

torsdag den 16. juli 2015

På en sommerdag!

Det har været så dejligt vejr i dag - lige sådan jeg synes sommervejr skal være. Varmt og ikke for varmt! Vi har nydt dagen med blandt andet at indvie en af gaverne: soppebassinet.. Med stor succes, så skønt at se Johan tumle rundt og plaske løs. Og en tur i den nye sandkasse blev det også til, næsten strandstemning i baghaven med både sand og vand. Og som prikken over i'et sluttede vi af med køretur og et stop efter softice. Danmark er skønt om sommeren - når vejret viser sig fra sin gode side!



Fødselsdagsgaver!

Det er ikke så ringe at blive et år! Man får ihvertfald mange gode gaver, sikke en høst; børneguitar, Duplo, legetelt, plæneklipper, soppebassin, penge og meget mere. Og en sandkasse der blev indviet igår med sand ud over det hele og selvfølgelig også i munden! Ud over disse sager fik han en vandrebærestol af mine forældre, allerede inden da vi skulle bruge den i Norge. Og så har han fået er piletræ til haven, som min mormor har nusset om. Et skud fra deres gamle have, hyggeligt!



onsdag den 15. juli 2015

Johan 1 år!

Så blev vores dejlige dreng et år, hold op det år er fløjet forbi og hvor har vi oplevet meget. Dagen er blevet fejret efter alle kunstens regler med festligt pyntet bord og smiley-havregrød til morgenmad, gaver, familiebesøg, kagemand og lagkage. Han har fået sådan nogle fine gaver, og dagen er gået så godt med solskinsvejr og hygge!





tirsdag den 14. juli 2015

Min sommerdreng!

Vi nyder at have ferie med alt hvad det byder på af besøg, grille, ordne lidt på huset, slappe af, spise jordbær fra egen høst, lege i haven - sommerferie er skønt! Og jeg nyder hver en stund med denne krudtugle: